Gedser Røgeri    •    Havnegade 2    •    4874 Gedser    •    Tel: 20 10 30 75    •    Email: info@gedser-roegeri.dk

 

Velkommen til Gedser Røgeri

Der er god grund til at holde øje med flaget på havnen i Gedser. Det er let at se, for det bliver foldet ud af vinden og bølger gennem luften. Når flaget er oppe, er røgeriet åbent.

 

De lokale siger, at på Gedser Havn blæser det 300 dage om året. De sidste 65 dage stormer det. Det er lidt af en overdrivelse, men som man siger, med en tur til Gedser Røgeri er der garanti for lækkerier og røde kinder.

 

Og så gør vinden, at det er nemmere at se, når flaget er hejst, og røgeriet er åbent.

 

Hold øje med flaget!

Delikatesserne, den maritime stemning og den personlige betjening er gode grunde til at holde øje med flaget på Gedser Røgeri. Det ved stamkunderne, men en enkelt gang er det gået galt.

 

Det var en efterårsdag uden for sæsonen, hvor røgeriet var lukket. Hanne og Erik havde en aftale med en tysk filmproducent, der skulle lave en reklamefilm om Gedser. Erik tændte op i ovnene og hejste flaget for at sætte scenen så autentisk som muligt. Kameraerne begyndte at køre, og pludselig begyndte stamkunderne fra byen at melde deres ankomst i butikken. Hanne måtte desværre skuffe kunderne, fordi flaget kun var hejst til ære for filmholdet. Det var undtagelsen, det bekræftede reglen.

 

Til gengæld fik kunderne et varmende smil med på vejen.

 

Bygget op fra bunden

Gæstfriheden fejler ikke noget hos Hanne og Erik, der er værtsparret bag Gedser Røgeri. I sæsonen gør de klar tidligt om morgenen til at sælge og servere røgede delikatesser på røgeriets udendørsterrasser eller som mad ud af huset. Bestselleren er den varmrøgede laks med forskellige krydderier. Derudover byder Hanne og Erik også på fem-seks forskellige røgede oste for ikke at glemme de røgede Bøtø-kartofler.

 

Gedser Røgeri blev bygget i 1972, men Hanne og Erik overtog først stedet i 2016. På det tidspunkt var det lille røgeri et gammelt hus af gasbeton, der mest af alt trængte til en kærlig hånd. Der lå et stort arbejde foran Hanne og Erik, før deres drøm om en butik og spisested med røgvarer og delikatesser kunne blive til virkelighed.

 

De gik i gang med en totalrenovering af røgeriet og fik lavet den svenskrøde træbeklædning til huset, så røgeriet kom til at passe til de andre bygninger på havnen. Derefter byggede Hanne og Erik først en udsigtsterrasse og senest en overdækket terrasse. Så selvom der altid er en frisk vind på havnen, kan man sidde i ly og læ, mens man nyder nyde deres røgvarer. Suppleret med duften af det salte skumsprøjt fra Østersøen og den smukke udsigt er der lagt op til en unik oplevelse i vandkantsdanmark.